Winemakers Dinner med Alexis Leconte
Ja ja, selvfølgelig skal vi nok sige mere. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi med Alexis Leconte har det længste, og et af de allertætteste, samarbejder vi på Restaurant ET har haft med en vinproducent.
Siden Alexis som syvende generation i 2013 overtog familiens 9 hektar champagnemarker i Troissy, har hans fantastiske champagner været at finde på vores vinkort. Der er derfor en stor sandsynlighed for, at størstedelen af Byens Bedste Gæster allerede har stiftet bekendtskab med Alexis' livlige bobler.
Da Alexis i 2013 overtog driften af familiegården, valgte han at opsige samtlige samarbejder med de store vinhuse. Der skulle ikke sælges mere kontrakt-råmost eller druer til bl.a. Louis Roderer – Alexis stolede så meget på druerne og terroiret, at han ville selv. Som noget af det første, tilsluttede han sig foreningen Vigneron Independant, en sammenslutning af franske vinproducenter hvis hovedformål er, at der ikke købes eller sælges druer. Man begår det hele selv!
Ca. 80% af Champagnes 300 millioner årlige producerede flasker kommer fra godt 100 af de største Champagnehuse. Alexis Leconte tilhører dermed den lille skare af ’growers’, der tager sig at de resterende, spændende 20%, og vi har her at gøre med en dybt dedikeret mikro-producent. Han anvender amforakrukker fra Firenze, hvor tætheden af sandkorn spiller en rolle. Æggeformede fade af lokal eg, egetræer plantet af hans bedstefar. Gamle fade, nye fade og glasballoner – alt er i spil i bestræbelserne på at bevare frugten i champagnerne. Senest har Alexis opnået den højeste franske certificering, hvilket vil sige at han ikke benytter vækstfremmer eller kvælstof. Druerne, og ikke mindst terroiret, taler sit tavse, naturlige sprog.
Og hvor vil vi hen med alt det?
Jo, lørdag d. 7. november kl. 12 vil Alexis i egen høje person føre os igennem en helt og aldeles afstemt 5 retter menu, hvortil der skal smages 7 champagner. Det er langt fra første gang, Alexis besøger os på Restaurant ET, men det er første gang vi sammen går så dybt for at skabe den ultimative champagnefrokost. Arrangementet stables på benene i samarbejde med Claus Broberg fra Grapecare, som er en anden god, gammel ven af huset.
Pris kr. 2.500.- pr. kuvert
Bemærk: der er kun 25 pladser til dette arrangement!
Som altid skal pladserne reserveres på forhånd, så kontakt os i dag og reservér din.
Vi håber, vi ses!